Gemt under: teori
Næsten ingen kunne i dag finde på at nedgøre andre på grund af deres hudfarve, deres seksuelle orientering eller deres etniske oprindelse, og selv de der alligevel gør det ved godt at det egentlig er forkert. Vi har lært at acceptere minoriteter, og lært at acceptere forskellighed. Der er dog én minoritet, som man kan punke alt det man vil: de romantisk og seksuelt uerfarne. Ingen kunne i dag finde på at bruge ordet “jøde” som et skældsord, mens “ingen piger vil have dig” er en forholdsvist udbredt fornærmelse.
At være jomfru efter teenage-årene føles som det må have føltes at være homoseksuel i 50′erne. Det er en mørk, skamfuld hemmelighed, som man kun kan betro til en lille lukket gruppe, der deler samme skæbne som en selv. Den eneste omtale man får uden for denne gruppe, er når ens tilstand skal latterliggøres. Bøsserne har været heldige og er i dag stort set accepterede som ligeværdige medlemmer af samfundet.
Der er naturligvis forskel på homoseksuelle i 50′erne og på folk der er nået ud over deres teenage-år uden nogensinde at lære at begå sig på kødmarkedet. Den mest iøjnefaldende forskel er at de homoseksuelle ville accepteres som de var, mens vi der endnu ingen seksuel erfaring har, ønsker at ændre på vores tilstand.
Imidlertid er der brug for noget af den samme ændring i forhold til den måde gennemsnittet opfatter os. Det handler om accept. Hvis du siger at du aldrig har haft en kæreste, og du er kommet ud over teenage-årene, kan du regne med at respekten for dig som menneske og som mand vil falde. Det er en tilstand, der almindeligvis bliver opfattet som barnlig, ynkelig og nørdet.
Således skal man som romantisk og seksuelt uerfaren ikke alene bakse med sin uvidenhed og uøvethed på området, hvilket kan være svært nok, men også med den følelse af skam og mindreværd, der følger med. Det er ikke noget godt udgangspunkt for forandring.
Tænk, hvis det var sådan at man kunne fortælle åbent og ærligt at man ingen erfaring havde, var usikker som ind i helvede og havde brug for at få at vide hvad man gjorde galt og hvad man gjorde rigtigt, uden at skulle frygte for at folk ville tænke mindre om én, end hvis man “tilstod” at man aldrig havde lært at spille klaver.
Desværre forholder det sig ikke sådan. Som romantisk og seksuel uerfaren kan man ikke fortælle hvem som helst hvor man står – og da slet ikke en sød pige som man vil i kontakt med. Gør man det, kan man regne med to reaktioner: Enten den pæne, hvor man får et “der findes en til alle” inden hun finder en undskyldning for at gå sin vej eller også den mindre pæne, hvor hun går direkte til at finde undskyldningen.
Øget accept ville være godt – det vil ikke løse alle problemer, men det vil fjerne skammen og presset, og gøre det muligt at tale åbent om sine problemer og koncentrere sig om at erhverve de færdigheder og den selvtillid på området, som er nødvendig for at få et velfungerende kærlighedsliv.
