En jomfrus bekendelser

En af mine venner er kommet i den heldige omstændighed at han har fået en kæreste og at pigerne er begyndt at blive meget interesserede i ham.

Jeg er naturligvis glad på hans vegne og under ham det fuldt ud, men desværre er der et men. Et men, der gør at jeg ikke bare kan opføre mig som enhver anden anstændig ven ville, og bare være glad på hans begne.

Problemet er at jeg er pisse misundelig på ham. Det er ikke fordi jeg selv ville have haft hans kæreste - slet ikke. Det er hans situation, jeg er misundelig på - at han i modsætning til mig har nogen.

Så længe kammeraterne er lige så single som man selv er, kan man koncentrere sig om at drikke bajere, spille fodbold, diskutere impressionistisk kunst, eller hvad fanden man nu ellers laver sammen med kammeraterne. Emnet “damer” er fraværende og man kan glemme sin egen situation. Men så snart en af kammeraterne får en ny kæreste, og opfører sig som enhver anden person i den situation og vil fortælle om hende, så ændrer tingene sig. Pludselig bliver man mindet om hvor man selv står: 24 år, single, jomfru og uden nogen udsigt til en forandring til det bedre. Derudover bliver man mindet om at normen rent faktisk er at være seksuelt aktiv, og at det kun er en lille bitte gruppe af nørdede freaks, der ikke har mulighed for at finde en kæreste.

Det er ikke fordi jeg er vred på min kammerat, fordi han vil fortælle mig om sin nye kæreste - jeg ønsker dem kun det bedste. Hvis jeg endelig skal rette min vrede mod nogen må det være mod det ubarmhjertige forsyn, der bragte mig i denne situation.