Gemt under: teori
Næsten ingen kunne i dag finde på at nedgøre andre på grund af deres hudfarve, deres seksuelle orientering eller deres etniske oprindelse, og selv de der alligevel gør det ved godt at det egentlig er forkert. Vi har lært at acceptere minoriteter, og lært at acceptere forskellighed. Der er dog én minoritet, som man kan punke alt det man vil: de romantisk og seksuelt uerfarne. Ingen kunne i dag finde på at bruge ordet “jøde” som et skældsord, mens “ingen piger vil have dig” er en forholdsvist udbredt fornærmelse.
At være jomfru efter teenage-årene føles som det må have føltes at være homoseksuel i 50′erne. Det er en mørk, skamfuld hemmelighed, som man kun kan betro til en lille lukket gruppe, der deler samme skæbne som en selv. Den eneste omtale man får uden for denne gruppe, er når ens tilstand skal latterliggøres. Bøsserne har været heldige og er i dag stort set accepterede som ligeværdige medlemmer af samfundet.
Der er naturligvis forskel på homoseksuelle i 50′erne og på folk der er nået ud over deres teenage-år uden nogensinde at lære at begå sig på kødmarkedet. Den mest iøjnefaldende forskel er at de homoseksuelle ville accepteres som de var, mens vi der endnu ingen seksuel erfaring har, ønsker at ændre på vores tilstand.
Imidlertid er der brug for noget af den samme ændring i forhold til den måde gennemsnittet opfatter os. Det handler om accept. Hvis du siger at du aldrig har haft en kæreste, og du er kommet ud over teenage-årene, kan du regne med at respekten for dig som menneske og som mand vil falde. Det er en tilstand, der almindeligvis bliver opfattet som barnlig, ynkelig og nørdet.
Således skal man som romantisk og seksuelt uerfaren ikke alene bakse med sin uvidenhed og uøvethed på området, hvilket kan være svært nok, men også med den følelse af skam og mindreværd, der følger med. Det er ikke noget godt udgangspunkt for forandring.
Tænk, hvis det var sådan at man kunne fortælle åbent og ærligt at man ingen erfaring havde, var usikker som ind i helvede og havde brug for at få at vide hvad man gjorde galt og hvad man gjorde rigtigt, uden at skulle frygte for at folk ville tænke mindre om én, end hvis man “tilstod” at man aldrig havde lært at spille klaver.
Desværre forholder det sig ikke sådan. Som romantisk og seksuel uerfaren kan man ikke fortælle hvem som helst hvor man står – og da slet ikke en sød pige som man vil i kontakt med. Gør man det, kan man regne med to reaktioner: Enten den pæne, hvor man får et “der findes en til alle” inden hun finder en undskyldning for at gå sin vej eller også den mindre pæne, hvor hun går direkte til at finde undskyldningen.
Øget accept ville være godt – det vil ikke løse alle problemer, men det vil fjerne skammen og presset, og gøre det muligt at tale åbent om sine problemer og koncentrere sig om at erhverve de færdigheder og den selvtillid på området, som er nødvendig for at få et velfungerende kærlighedsliv.
Noget må tyde på at jeg ikke er helt frastødende. Heldigvis.
Jeg var i byen og faldt i snak med en pige. Hun virkede interesseret i mig, og udviste alle de tegn på interesse, som man med rimelighed kan ønske sig. Vi satte os ved siden af hinanden ved et bord, og gav os til at snakke. Hun var stadig interesseret, hun gav mig sit nummer uopfordret og bad om mit – hun gav sig endda til at kysse mig, hvilket aldrig er sket for mig før. Jeg kan ikke ikke påstod at jeg selv kyssede tilbage – jeg var alt for optaget af at få min hjerne til at forstå at der var en pige der kyssede mig – men jeg formåede dog at lægge en hånd på hendes lår.
Der stopper de gode nyheder desværre, for det blev ikke til mere end det. Jeg kunne nemlig ikke komme på andet end at snakke – jeg anede ikke hvordan jeg skulle eskalere situationen. Det endte selvfølgelig med at hun fandt sig en anden fyr, som havde mere forstand på hvordan man udnytter en åbenlys chance som denne.
Jeg ved godt hvad jeg gør forkert – snakker for længe, uden at komme videre. Gid jeg så bare vidste hvad jeg skulle gøre i stedet, og var i stand til at gøre det.
En af mine venner er kommet i den heldige omstændighed at han har fået en kæreste og at pigerne er begyndt at blive meget interesserede i ham.
Jeg er naturligvis glad på hans vegne og under ham det fuldt ud, men desværre er der et men. Et men, der gør at jeg ikke bare kan opføre mig som enhver anden anstændig ven ville, og bare være glad på hans begne.
Problemet er at jeg er pisse misundelig på ham. Det er ikke fordi jeg selv ville have haft hans kæreste – slet ikke. Det er hans situation, jeg er misundelig på – at han i modsætning til mig har nogen.
Så længe kammeraterne er lige så single som man selv er, kan man koncentrere sig om at drikke bajere, spille fodbold, diskutere impressionistisk kunst, eller hvad fanden man nu ellers laver sammen med kammeraterne. Emnet “damer” er fraværende og man kan glemme sin egen situation. Men så snart en af kammeraterne får en ny kæreste, og opfører sig som enhver anden person i den situation og vil fortælle om hende, så ændrer tingene sig. Pludselig bliver man mindet om hvor man selv står: 24 år, single, jomfru og uden nogen udsigt til en forandring til det bedre. Derudover bliver man mindet om at normen rent faktisk er at være seksuelt aktiv, og at det kun er en lille bitte gruppe af nørdede freaks, der ikke har mulighed for at finde en kæreste.
Det er ikke fordi jeg er vred på min kammerat, fordi han vil fortælle mig om sin nye kæreste – jeg ønsker dem kun det bedste. Hvis jeg endelig skal rette min vrede mod nogen må det være mod det ubarmhjertige forsyn, der bragte mig i denne situation.
En undersøgelse af unge i ni europæiske lande viser at unge drikker alkohol for at få sex. Hvilken overraskelse. Stort set lige så længe man har haft alkohol har man brugt det for at drikke sig mod til, og miste hæmningerne, så man lettere kan komme i kontakt med det modsatte køn. Men nu har vi da i hvert fald fået papir på det.
Der er ikke noget at sige til at man kan få brug for at drikke sig mod til. At prøve at score en pige (og sikkert også en fyr) kan være en skræmmende opgave, selv hvis man i øvrigt har et normalt velfungerende sexliv. På sin vis er det en fuldstændig irrationel frygt: der kan ikke ske de store ulykker hvis det går galt, og resultatet af en succes skulle efter sigende være så behageligt, at det langt overskygger de ubehageligheder, der måtte føre med en afvisning. Men sådan fungerer verden bare ikke – en ting som frygt for det modsatte køn kan ikke forsvinde efter rationelle overvejelser. Der er tale om en følelsesmæssig reaktion, der kun har ringe forbindelse til de faktiske forhold.
Et par drinks kan fjerne så meget af den frygt og de hæmninger, at man rent faktisk kan få gjort noget ved det, og rent faktisk tage kontakt til hende den søde.
Det er sådan det kan fungere for folk med et normalt sexliv. Hvis man derimod er jomfru i en forholdsvis sen alder, hvis man er indadvendt af natur, hvis man dengang man var en teenager der havde opdaget at piger var interessante lærte på den hårde måde at man ikke “havde lov” til at lægge an på pigerne, så er frygten så meget desto større end hos gennemsnitspersonen. Her hjælper alkohol kun lidt, hvilket jeg kender fra mig selv. En solid brandert trækker i den rigtige retning, men det er slet ikke nok til at det kan blive til noget.
