En jomfrus bekendelser

Hej forfatter,

Jeg faldt over din blog efter at have laest den ret deprimerende artikel om unge og alkohol. Eh, jeg ved ikke lige hvor jeg kan starte henne, men jeg synes jeg sidder med et par forslag eller ideer til hvordan du eventuelt kunne komme ud og faa socialiseret med et par piger. Ikke at jeg vil missionere eller noget, men det lader til at din ‘ensomhed’ paa den front, er noget der ligger dig tungt paa sinde, siden du laver en blog og ligefrem saetter navnet lig din tilstand.

Foerst vil jeg sige at det er absolut ikke er nogen ‘absolut’ tilstand eller krise som saadan. Jeg har flere venner der er 24, eller derover som stadig er jomfruer, endda en ven der var det til han vel var 26 eller saa; men han staar nu og skal giftes med for ham vel nok den dejligste pige i verden. Jeg er omvendt single, jeg kan unde ham hans situation fuldstaendigt, men er ogsaa lidt misundelig. Misundelse er et daarligt ord paa dansk, fordi det indikerer at man ikke kan taale at den anden har noget – “mis-unde”.. Og i det her tilfaelde kan du jo godt unde din ven hans kaereste, du vil bare ogsaa gerne have en selv. Det er ikke misundelse. Jeg ved ikke hvad det skal kaldes, men misundelse er det ikke, saa laenge du synes han har fortjent det han har. Og saa er det jo ikke en grim ting

Min erfaring siger mig at de fleste af de piger jeg har vaeret interesseret i, eller dem der har vist interesse i mig, har vaeret nogen jeg har kendt i forvejen, i forbindelse med engagement i frivilligt arbejde, nogen jeg har laest sammen med eller bare arbejdet med. Altsaa det er aldrig lykkedes mig at “samle nogen op” fra kold-start, saa at sige.

Saa mit foerste sproergsmaal er, om du er “ude i marken”? Roer du, spiller du tennis, er du aktiv i festforeningen paa studiet, etc etc etc – er du med andre ord ude og lave noget, hvor det primaere ikke er at moede piger (men hvor der er piger, der kan se dig), naar du er ude og goere det du er bedst til (demonstrere vaerdi). Hvis du laeser eller er i et pigetomt miljoe, saa proev at starte paa noget helt absurd, som maaske kunne vaere sjovt, men hvor du helt sikkert vil kunne komme i bare perifaer kontakt med nogle piger (tegning fx, det er altid fedt at kunne tegne)

Dernaest; du skriver du laaser ned, naar du moeder en pige du godt kan lide. Taenker du “hun vil nok ikke…. ” eller “hvordan skal jeg ….”. en god manoevre er at forestille dig forskellen (i svaerhedsgrad) paa a) at gaa op til en fremmed paa gaden og bede om 500kr. og b) gaa op til en fremmed og tilbyde 500kr. Du er cool i dig selv – og hun skal ikke give dig noget. Du er ved at give hende noget – nemlig dig – og det er noget hun skal vaere glad og taknemmelig for. Hrm, jeg ved ikke om det gav mening, men den hjaelper ihvertfald mig til at tage de vaerste nerver, naar jeg husker at jeg ikke er igang med at bede om noget, men igang med at tilbyde hende noget.

Naa, jeg haaber det giver lidt stof til eftertanke – og hvis det hele er tilfaeldet eller det er kommet til at lyde lidt instruerende eller nedladende, saa vil jeg undskylde paa forhold. Det er absolut ikke intentionen. Jeg er bare en fast tilhaenger af en muligvis utopisk tanke om at der helt sikkert er en derude, til os hver.