En jomfrus bekendelser


En jomfru taler ud
juni 26, 2007, 3:20 am
Gemt under: baggrund

Det er ikke altid “det vilde singleliv” er så vildt igen. Mange singler går rundt og ønsker sig at være alt andet end singler. De adskiller sig fra “almindelige” singler ved ikke at single-tilstanden har antaget en permanent karakter – det er ikke et mellemrum mellem forhold eller et selvvalgt cølibat. Der er tale om folk der gerne vil, men af flere forskellige grunde ikke kan.

Jeg er en af dem. Jeg er i skrivende stund 23 år og har endnu til gode at have en kæreste, et sexliv og bare at kysse en pige. Det er ikke fordi jeg er vanvittigt frastødende – hvad angår udseende, begavelse og opførsel ligger jeg indenfor normalområdet. Jeg studerer på Aarhus Universitet og er derudover aktiv i forskellige foreninger, og betragter desuden mig selv som ganske veloplyst. På papiret skulle jeg således ikke have nogen problemer med at finde en kæreste. Det har jeg bare. Hver gang jeg møder en pige jeg synes er interessant, går jeg fuldstændigt i stå: jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre, og foretager mig derfor intet. Naturligvis er den slags adfærd ikke videre konstruktiv, men alligevel ender det sådan hver gang.

Det er ikke rart at indrømme at man er jomfru. Når man er 23 er det direkte abnormt ikke at have nogen erfaring med kvinder, og det føles som om man har et stort neonskilt over hovedet med påskriften “taber”. Det er i forvejen svært nok at finde en kæreste, men når man samtidig føler at man er underlegen i forhold til alle andre i rummet, og at man bærer rundt på en grim, infamerende hemmelighed, så bliver det umuligt.

Den almindelige bevidsthed om os, der ikke magter omgangen med det modsatte køn, er meget begrænset. Det er i populærkulturen slået fast at alle “rigtige” mennesker har kærlighedsliv af en eller anden slags og at det kun er nørder, tabere og andre lattervækkende pap-figurer der ikke har. Sådan er virkeligheden ikke. Jeg har efterhånden mødt flere med samme problem som jeg selv, og de virker hverken værre eller bedre end flertallet – de er almindelige personer ligesom alle andre.

De fleste omtaler af sex og kærlighed handler om folk der allerede er inde i spillet. Der ofres meget lidt spalteplads på os, som ikke kan finde ud af at komme i gang selvom vi gerne vil. Der er tale om et overset og negligeret problem. Derfor har jeg oprettet denne blog for at skildre virkeligheden som den også kan tage sig ud.

God læselyst.