Her er situationen: jeg er i byen, har det rigtigt godt, får talt med en tre-fire piger uden at være nervøs overhovedet. Fra min side ser det ud til at gå godt: de griner af mine vittigheder og ser ud til at have det godt i mit selskab. Særligt en af dem var lovende: vi var enige om en hel del ting, hun virkede ligefrem begejstret, og jeg endte endda med at sidde med armen rundt om hende.
Og så går det alligevel galt. Pludselig er det som om en kontakt oppe i hovedet på dem bliver slukket, og de går deres vej. Hvad fanden foregår der? Hvis de syntes tingene bevægede sig i den forkerte retning kunne de da godt lige give nogen signaler på forhånd, så man havde mulighed for at rette op på det i tide, i stedet for at spille interesserede og forvente jeg skulle kunne læse deres tanker.
Hmm… det var nu alligevel rart at sidde med armen omkring hende den sidste pige. Det er ynkeligt, men det var sommerens toppunkt hvad angår kvindeligt selskab.
Gemt under: Uncategorized
Det værste ved ikke at have nogen erfaring med sex eller forhold i en alder som min (for øjeblikket 24), er ikke manglen på en sexpartner. Liderligheden kan man trods alt gøre noget ved selv. Nej, det værste er manglen på nogen at holde om, nogen bare at være sammen med - kort sagt nogen at elske.
Det er en følelse der er svær at beskrive. Det er som om der er en indre uligevægt, et tomt sted inden i, hvor der burde have været noget. I de få tilfælde, hvor jeg har fået små smagsprøver på hvad jeg går glip af, har det været som om jeg følte mig mere fuldendt, mindre urolig og som om en tung byrde var fjernet fra mine skuldre - en sjælden følelse af lethed, som jeg ikke har oplevet i andre situationer.
Det er ikke manglen på sex der går mig på - nej, det er trangen til at opleve noget så banalt som at ligge med armen om en sød pige, lade fingrene løbe gennem hendes hår, og bare nyde hinandens selskab, der piner mig mest. Desværre findes der så vidt jeg ved ingen måde at tilfredsstille denne trang på, ud over rent faktisk at finde en sød pige.
Gemt under: teori
Næsten ingen kunne i dag finde på at nedgøre andre på grund af deres hudfarve, deres seksuelle orientering eller deres etniske oprindelse, og selv de der alligevel gør det ved godt at det egentlig er forkert. Vi har lært at acceptere minoriteter, og lært at acceptere forskellighed. Der er dog én minoritet, som man kan punke alt det man vil: de romantisk og seksuelt uerfarne. Ingen kunne i dag finde på at bruge ordet “jøde” som et skældsord, mens “ingen piger vil have dig” er en forholdsvist udbredt fornærmelse.
At være jomfru efter teenage-årene føles som det må have føltes at være homoseksuel i 50′erne. Det er en mørk, skamfuld hemmelighed, som man kun kan betro til en lille lukket gruppe, der deler samme skæbne som en selv. Den eneste omtale man får uden for denne gruppe, er når ens tilstand skal latterliggøres. Bøsserne har været heldige og er i dag stort set accepterede som ligeværdige medlemmer af samfundet.
Der er naturligvis forskel på homoseksuelle i 50′erne og på folk der er nået ud over deres teenage-år uden nogensinde at lære at begå sig på kødmarkedet. Den mest iøjnefaldende forskel er at de homoseksuelle ville accepteres som de var, mens vi der endnu ingen seksuel erfaring har, ønsker at ændre på vores tilstand.
Imidlertid er der brug for noget af den samme ændring i forhold til den måde gennemsnittet opfatter os. Det handler om accept. Hvis du siger at du aldrig har haft en kæreste, og du er kommet ud over teenage-årene, kan du regne med at respekten for dig som menneske og som mand vil falde. Det er en tilstand, der almindeligvis bliver opfattet som barnlig, ynkelig og nørdet.
Således skal man som romantisk og seksuelt uerfaren ikke alene bakse med sin uvidenhed og uøvethed på området, hvilket kan være svært nok, men også med den følelse af skam og mindreværd, der følger med. Det er ikke noget godt udgangspunkt for forandring.
Tænk, hvis det var sådan at man kunne fortælle åbent og ærligt at man ingen erfaring havde, var usikker som ind i helvede og havde brug for at få at vide hvad man gjorde galt og hvad man gjorde rigtigt, uden at skulle frygte for at folk ville tænke mindre om én, end hvis man “tilstod” at man aldrig havde lært at spille klaver.
Desværre forholder det sig ikke sådan. Som romantisk og seksuel uerfaren kan man ikke fortælle hvem som helst hvor man står - og da slet ikke en sød pige som man vil i kontakt med. Gør man det, kan man regne med to reaktioner: Enten den pæne, hvor man får et “der findes en til alle” inden hun finder en undskyldning for at gå sin vej eller også den mindre pæne, hvor hun går direkte til at finde undskyldningen.
Øget accept ville være godt - det vil ikke løse alle problemer, men det vil fjerne skammen og presset, og gøre det muligt at tale åbent om sine problemer og koncentrere sig om at erhverve de færdigheder og den selvtillid på området, som er nødvendig for at få et velfungerende kærlighedsliv.
Noget må tyde på at jeg ikke er helt frastødende. Heldigvis.
Jeg var i byen og faldt i snak med en pige. Hun virkede interesseret i mig, og udviste alle de tegn på interesse, som man med rimelighed kan ønske sig. Vi satte os ved siden af hinanden ved et bord, og gav os til at snakke. Hun var stadig interesseret, hun gav mig sit nummer uopfordret og bad om mit - hun gav sig endda til at kysse mig, hvilket aldrig er sket for mig før. Jeg kan ikke ikke påstod at jeg selv kyssede tilbage - jeg var alt for optaget af at få min hjerne til at forstå at der var en pige der kyssede mig - men jeg formåede dog at lægge en hånd på hendes lår.
Der stopper de gode nyheder desværre, for det blev ikke til mere end det. Jeg kunne nemlig ikke komme på andet end at snakke - jeg anede ikke hvordan jeg skulle eskalere situationen. Det endte selvfølgelig med at hun fandt sig en anden fyr, som havde mere forstand på hvordan man udnytter en åbenlys chance som denne.
Jeg ved godt hvad jeg gør forkert - snakker for længe, uden at komme videre. Gid jeg så bare vidste hvad jeg skulle gøre i stedet, og var i stand til at gøre det.
En af mine venner er kommet i den heldige omstændighed at han har fået en kæreste og at pigerne er begyndt at blive meget interesserede i ham.
Jeg er naturligvis glad på hans vegne og under ham det fuldt ud, men desværre er der et men. Et men, der gør at jeg ikke bare kan opføre mig som enhver anden anstændig ven ville, og bare være glad på hans begne.
Problemet er at jeg er pisse misundelig på ham. Det er ikke fordi jeg selv ville have haft hans kæreste - slet ikke. Det er hans situation, jeg er misundelig på - at han i modsætning til mig har nogen.
Så længe kammeraterne er lige så single som man selv er, kan man koncentrere sig om at drikke bajere, spille fodbold, diskutere impressionistisk kunst, eller hvad fanden man nu ellers laver sammen med kammeraterne. Emnet “damer” er fraværende og man kan glemme sin egen situation. Men så snart en af kammeraterne får en ny kæreste, og opfører sig som enhver anden person i den situation og vil fortælle om hende, så ændrer tingene sig. Pludselig bliver man mindet om hvor man selv står: 24 år, single, jomfru og uden nogen udsigt til en forandring til det bedre. Derudover bliver man mindet om at normen rent faktisk er at være seksuelt aktiv, og at det kun er en lille bitte gruppe af nørdede freaks, der ikke har mulighed for at finde en kæreste.
Det er ikke fordi jeg er vred på min kammerat, fordi han vil fortælle mig om sin nye kæreste - jeg ønsker dem kun det bedste. Hvis jeg endelig skal rette min vrede mod nogen må det være mod det ubarmhjertige forsyn, der bragte mig i denne situation.
En undersøgelse af unge i ni europæiske lande viser at unge drikker alkohol for at få sex. Hvilken overraskelse. Stort set lige så længe man har haft alkohol har man brugt det for at drikke sig mod til, og miste hæmningerne, så man lettere kan komme i kontakt med det modsatte køn. Men nu har vi da i hvert fald fået papir på det.
Der er ikke noget at sige til at man kan få brug for at drikke sig mod til. At prøve at score en pige (og sikkert også en fyr) kan være en skræmmende opgave, selv hvis man i øvrigt har et normalt velfungerende sexliv. På sin vis er det en fuldstændig irrationel frygt: der kan ikke ske de store ulykker hvis det går galt, og resultatet af en succes skulle efter sigende være så behageligt, at det langt overskygger de ubehageligheder, der måtte føre med en afvisning. Men sådan fungerer verden bare ikke - en ting som frygt for det modsatte køn kan ikke forsvinde efter rationelle overvejelser. Der er tale om en følelsesmæssig reaktion, der kun har ringe forbindelse til de faktiske forhold.
Et par drinks kan fjerne så meget af den frygt og de hæmninger, at man rent faktisk kan få gjort noget ved det, og rent faktisk tage kontakt til hende den søde.
Det er sådan det kan fungere for folk med et normalt sexliv. Hvis man derimod er jomfru i en forholdsvis sen alder, hvis man er indadvendt af natur, hvis man dengang man var en teenager der havde opdaget at piger var interessante lærte på den hårde måde at man ikke “havde lov” til at lægge an på pigerne, så er frygten så meget desto større end hos gennemsnitspersonen. Her hjælper alkohol kun lidt, hvilket jeg kender fra mig selv. En solid brandert trækker i den rigtige retning, men det er slet ikke nok til at det kan blive til noget.
Gemt under: baggrund
Det er ikke altid “det vilde singleliv” er så vildt igen. Mange singler går rundt og ønsker sig at være alt andet end singler. De adskiller sig fra “almindelige” singler ved ikke at single-tilstanden har antaget en permanent karakter - det er ikke et mellemrum mellem forhold eller et selvvalgt cølibat. Der er tale om folk der gerne vil, men af flere forskellige grunde ikke kan.
Jeg er en af dem. Jeg er i skrivende stund 23 år og har endnu til gode at have en kæreste, et sexliv og bare at kysse en pige. Det er ikke fordi jeg er vanvittigt frastødende - hvad angår udseende, begavelse og opførsel ligger jeg indenfor normalområdet. Jeg studerer på Aarhus Universitet og er derudover aktiv i forskellige foreninger, og betragter desuden mig selv som ganske veloplyst. På papiret skulle jeg således ikke have nogen problemer med at finde en kæreste. Det har jeg bare. Hver gang jeg møder en pige jeg synes er interessant, går jeg fuldstændigt i stå: jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre, og foretager mig derfor intet. Naturligvis er den slags adfærd ikke videre konstruktiv, men alligevel ender det sådan hver gang.
Det er ikke rart at indrømme at man er jomfru. Når man er 23 er det direkte abnormt ikke at have nogen erfaring med kvinder, og det føles som om man har et stort neonskilt over hovedet med påskriften “taber”. Det er i forvejen svært nok at finde en kæreste, men når man samtidig føler at man er underlegen i forhold til alle andre i rummet, og at man bærer rundt på en grim, infamerende hemmelighed, så bliver det umuligt.
Den almindelige bevidsthed om os, der ikke magter omgangen med det modsatte køn, er meget begrænset. Det er i populærkulturen slået fast at alle “rigtige” mennesker har kærlighedsliv af en eller anden slags og at det kun er nørder, tabere og andre lattervækkende pap-figurer der ikke har. Sådan er virkeligheden ikke. Jeg har efterhånden mødt flere med samme problem som jeg selv, og de virker hverken værre eller bedre end flertallet - de er almindelige personer ligesom alle andre.
De fleste omtaler af sex og kærlighed handler om folk der allerede er inde i spillet. Der ofres meget lidt spalteplads på os, som ikke kan finde ud af at komme i gang selvom vi gerne vil. Der er tale om et overset og negligeret problem. Derfor har jeg oprettet denne blog for at skildre virkeligheden som den også kan tage sig ud.
God læselyst.
